Ølejr på Endelave – en familieferie i børnetempo

0
0
Vi ankom til Endelave uden at vide hvad vi skulle forvente af ugen, men blev blæst bagover af alt det ølejr har at tilbyde både børn og voksne. Så er du også nysgerrig på hvad ølejr er, så læs videre.

“Der sker det folk vil have til at ske, og vil de ikke have noget til at ske, så sker der ikke noget”. Med de ord havde Allan, tovholder for ølejren i den uge vi skulle med, præsenteret hvad ølejr på Endelave var for noget. Så vi vidste ikke rigtigt hvad vi skulle forvente, ville det blive en lille udgave af Burning Man, eller skulle vi være heldige hvis der var nogen der gad lave varm mad om aftenen?

Hvem er vi?

På vores første ølejr var vi: mor Ane, far Rasmus og Carl Johan på godt to år. Året efter vendte vi tilbage, hvor vi havde Eske på otte måneder med. Det næste år sprang vi over, da ølejr og termin faldt sammen, men efter et års pause kom vi tilbage. Nu med tre børn, i spændet et til fem år.

Inden vi kom på ølejr første gang, havde vi brugt alle fælles sommerferier i Norge og Sverige, men med Anes gravitet og en Landslejr som vi også skulle forbi, tog vi en sommer i Danmark, hvilket vi aldrig kom til at fortryde.

Med det på plads, kan vi gå videre til hvordan det er at være på ølejr.

Fællesskab i gåtempo

Efter at have brugt et par dage på at lande i lejren, og finde ud af hvad ølejr var for noget, kom vi helt ned i ølejr tempo. Da der ikke er noget vi skal nå, og børnene leger det meste af dagen, med de andre børn, var der god tid til at sætte sig i skyggen med en bog, spille et spil med de andre deltagere, bygge noget, starte en aktivitet eller sætte en opvask i gang, og snakke imens tallerkener og kopper bliver vasket.

Med små børn, kan det godt tage lidt tid at give slip på behovet for at have sine børn under opsyn hele tiden, men lejrpladsen ligger isoleret og farerne udgøres primært af tidsler og kaninhuller i græsset. Og allerede første år, fik Carl Johan charmeret ind hos nogle unge teenagere, som selv kom og spurgte om ikke de måtte passe ham, så skulle de nok komme og hente os hvis der var brug for os. Da han året efter var større, og mere modig, fandt han legekammerater på sin egen alder, og tredje gang var han stor nok til at udgøre rosinen i pølseenden af en børneflok fra 5-11 år, der rendte rundt og legede det meste af dagen. Det var en fryd at se hvordan børnene tog sig af hinanden, fandt på lege og fik alle med, og det uden de konflikter man kunne frygte.

Men børnene underholdt er der som sagt god tid til at sætte sig med en bog, falde i snak med de andre deltagere eller holde i hånd med konen. Man kommer kort sagt ned i Endelave tempo, hvor det godt må gå langsomt og hvor vi nyder en roen, nærværet og finder tilbage til hvad der sker når vi lader telefonen ligge i teltet og i stedet koncentrere os om det der sker omkring os.

Opvasken er frivillig

Alle opgaver er vi fælles om, selvom der ikke er noget man skal. Det vil sige at dem der har lyst til at lave mad, laver mad, dem der vil bidrage til opvasken gør det, og dem der vil spille guitar for ungerne gør det. Kan det fungere? tænker du måske. Min erfaring fra tre ølejre, er at det fungerer bedre end man kan frygte. Vi får varm mad hver dag, opvasken når sjældent at blive for stor, og der er også rene toiletter hver dag.

Betyder det at alle laver lige meget? Sikkert ikke, til gengæld finder man undervejs ud af at der ikke er nogle opgaver der er en sur pligt, men at det faktisk er rigtigt hyggeligt at gå i køkkenet og hjælpe til med maden. Er man heldig rammer man en dag, hvor der foregår portvin smagning henover kartoffelskrælningen eller det kan være der er en der bidrager med hjemmekomponerede sange til arbejdet.

At lave mad til 60 mand tager tid, så hvis du melder dig til at lave mad en dag kan du godt forvente at bruge det meste af eftermiddagen på det. Til gengæld er der som regel en anden der kigger efter dine børn imens, så du kan få nogle gode voksensnakke imens maden røres sammen. Og når du har spist er der måske en der fortæller godnathistorier for alle ungerne, andre vasker op efter maden og du kan slå mave i en sofa ved lejrbålet.

En del af filosofien på Endelave er at man ikke har lister med opgaver, fordi der er mange måder at skabe værdi på. Er det for eksempel mere værd at tage en opvask, end at spille en sang ved lejrbålet, tage en flok unger med til stranden eller bygge en svedhytte?

Fællesskab med forskellighed

Der er mange ideer om hvad ølejr er for noget, og jeg kommer måske til at skuffe nogen når jeg skriver dette: Deltagerne er et bredt udsnit af befolkningen, og de er lige så påklædt som når du møder dem derhjemme.

På Endelave er der enlige der er afsted med deres børn, folk der er afsted uden børn, folk med mange børn, og folk med få børn. Der er teenagere og småbørn, bedsteforældre og forældre. Jeg har mødt direktører, læger, håndværkere, arbejdsløse og alt derimellem. Så kort sagt er folk på ølejr helt almindelige folk, der vil et fællesskab eller som bare nyder at give deres børn en ferie med mange legekammerater.

Som en af veteranerne sagde til mig: “Det er sjovt, på Endelave hører man næsten aldrig spørgsmålet: Hvad arbejder du med? Det er som om der er så meget andet der er vigtigere.”

Det der med teltene

På ølejr på Endelave sover man i fællestelte, noget man måske skal vænne sig til, især hvis man som os har småbørn med, der på ingen måde kommer stille igennem natten. Vi var begge skeptiske inden, men fandt os hurtigt til rette i det store telt, der giver et langt bedre indeklima, end det lille 4 personers telt vi har været vant til.

Andet år, havde vi lille Eske, der vækkede det meste af teltet flere gange hver nat, men efter et par dage fandt vi ud af, at de andre i teltet var lige så nervøse for hvad deres snorken gjorde ved vores nattesøvn, eller at de selv havde børn der ikke sov helt lydløst. Så efter et par dage landede vi, at de fleste fra vores telt først blev rigtigt friske efter morgenkaffen eller middagsluren. Men da der ikke var noget vi skulle nå, klarede vi os fint igennem dagene, selv hvis vi kun startede på 50% energi. Og da jeg havde morgenvagten med Eske, blev det vores lille morgentradition at indfinde os i køkkenet klokken 5:30, hvor jeg havde mange gode snakke med dem der stod tidligt op og sørgede for boller til lejren.

Hvad laver man på ølejr?

Der er forskel på hvor meget de forskellige ølejre arrangerer for deltagerne, men på Endelave er mantraet: Der sker det, deltagerne får til at ske. Det betyder at der nogle år bliver anlagt volley- eller fodbold-bane, der kan blive arrangeret fælles strandture, eller bygges med træ. Det kan være at nogen har instrumenter med, eller bliver lavet talentshow.

Nogle år er det børnene og de unge der tager teten og sørger for at der hver aften spilles varulvespil, rundbold eller laves popcorn.

Kort sagt er hvert år forskelligt, og det gør ingen forskel om du har været afsted 10 år, eller om det er dit første år. Alle har lige meget at skulle have sagt, og kan bidrage til at skabe det de drømmer om, eller læne sig tilbage og se hvad der sker.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om hvordan du kommer på ølejr? Så hop ind på Ta’ på ølejr | Fantastiske Ferieoplevelser hvor du kan læse mere om alle ølejre i Danmark. Herfra skal der i hvert fald lyde en kæmpe anbefaling.