Vandretur på Hardangervidda med hund

0
80

Det er efterhånden blevet en tradition at sommerferien bruges på en vandretur i de norske fjelde. I år tog vi for første gang hunden med, med hunderygsæk og det hele. I 6 dage udforskede vi Hardangervidda til fods, langt fra mobilsignal og alfavej.

For at få mulighed for undervejs at lægge ruten efter hvordan det gik med at vandre med hund, kørte vi til Tuva turisthytte i det nordøstlige hjørne af Hardangervidda. Her er et tætmasket ned af vandreruter, så det er let undervejs at ændre planer, og afkorte eller forlænge turen.

I rygsækkene havde vi lidt tøj (til både regn, varmt og koldt vejr), kort & kompas, telt, sovepose (inkl. en brugt vi havde skåret i halv størrelse til Fika, hunden), primus og mad til 7 dage.

Dag 1 – Fra Tuva til Heinsetter

Vi starter ud i regnvejr, vi med hver vores rygsæk, også Fika, vores halvandet år gamle labrador må slæbe. Da det er første vandretur slipper hun med 1 kg hundemad i rygsækken. Vi starter sidst på eftermiddagen, og går mod Heinsetter som vi rammer ca 3 timer efter starten. Det er tørt i år, så da vi finder en velegnet lejrplads nær vand slår vi lejr. Denne første etape har været flad og uden den store variation i landskabet, noget andet end Lysefjorden og Lifjell som vi har besøgt de sidste par år, hvilket vi lige skal vende os til.

Dag 2 – Fra Heinsetter mod Rauhellern

Som altid er ruterne velmarkerede og i takt med at de toppe vi vandre over bliver højere byder Hardangervidda os langsomt indenfor i et fantastisk landskab, der sagtens kan konkurrere med de andre af Norges kendte vandreområder.

Fika hygger sig med at snuse sig frem til lemminger, at smage på rensdyrgevirer og bade i de søer og vandløb vi kommer forbi.

Vi har planer om at gå forbi Rauhellern og fortsætte Lågaros, men i samme øjeblik vi kommer til Rauhellern fyldes himlen med sorte skyer så langt øjet rækker, så vi beslutter os for at slå lejr. Allerede inden teltet er rejst begynder regnen og imens vi pakker soveposerne ud åbner himlen helt op for sluserne. Selvom klokken kun er blevet lidt i fire, var det en god beslutning at få teltet op.Inde i teltet finder Fika sig på plads på sit liggeunderlag, som hun hurtigt har lært er hendes plads, og vi får pakket ud, lavet mad og set på kort.

Dag 3 – Fra Rauhellern til Steintjønne

Tredje etape er turens længste, også selvom vi har besluttet at korte den af med ca en time, ved at gå af en af de oprindelige ruter over Hardangervidda i stedet for at følge turistruten det sidste stykke.

Dagen starter smukt, væk er et hver spor af gårsdagens uvejr, og udsigten fra ruten er fantastisk. Vi er omgivet af bjerge, grønt og søer, og kan indimellem se både Hallingskarvet og Hardangerjøkulens sneklædte toppe.

Vi møder flere nordmænd der er draget ud i fjeldet for at fiske, og som anbefaler netop dette område som Sydnorges bedste sted at fange bl.a. ørred. Flere af dem er af sted i over en uge, og som den ene siger: “Jeg har kaffe med til ti dage, men kun mad til syv, så jeg håber at fange lidt fisk undervejs”.

Da vi krydser Geitvatnet når vi så langt ind på Hardangervidda at vi begynder at finde rensdyrgevirer. Og der går lidt sport i at finde det største og flotteste, og Fika nyder at snuse og smage på de flotte gevirer inden vi lægger dem tilbage i naturen.

Efter 5-6 timers vandring drejer vi fra den markerede sti, og finder ved hjælp af kort og kompas søen Steintjønne, hvor vi slår lejr under blå himmel. Vi har gået langt, og Fika er træt da vi når i mål.

Dag 4 – Fra Steintjønne mod Mårbu

Vi når ikke langt væk fra søen før stien forsvinder, og vi igen er overladt til kort og kompas, men det har jo også sin charme. Under os knaser den tørre lav, og det er tydeligt at Norge mangler vand i år, alligevel er her noget mere grønt end derhjemme, og vi oplever noget af turens flotteste natur på denne vandring.

For at skåne Fika lidt ovenpå den lange dag i går holder vi en lang middagspause, hvor både mennesker og hund får sovet lidt. Efter at have hvilet ud forsætter vi turen med Mårbu, som vi gerne skal nå for ikke at skulle gå for meget de sidste dage.

Efter nogle timer rammer vi igen den markerede vandrerute, og er på rette vej mod Mårbu, selvom der er nogle timers vandring endnu. Tørken gør at vi ikke som normalt kan regne med at finde vand løbende, og vi fylder derfor jævnligt drikkedunkene, så vi har vand til en-to timer med os. Det betyder også at vi prøver at planlægge pauser og sovesteder efter hvor der er størst mulighed for at finde vand.

Inden vi når til Mårbu begynder Fika igen at vise tegn på træthed, så vi ændre planerne og slår lejr en times tid fra Mårbu. Men først efter at have taget en kølende dukkert i en række små vandfald hvorfra der er en fin udsigt ud over dalen nedenunder.

Dag 5 – Fra Mårbu til Tyrhovdnuten

Fika er stadig træt da vi starter vandringens femte dag, så vi vandre den halvanden time til Mårbu og holder så en times rest, hvor vi blandt andet nyder en omgang vafler inden vi tager den korte tur op til Smågefjorden, hvor vi slår teltet op i vandkanten og holder eftermiddagshvil.

Det varme vejr har været rigtigt godt for de norske multebær, så et flere steder kan vi plukke en håndfuld bær, som vi kan nyde imens vi vandrer videre. Ved vores lejrplads er der så mange at vi kan spise os mætte inden vi går videre sidst på eftermiddagen.

Selv med en lang pause midt på dagen er tærer varmen på mennesker og hund, på trods af pausen i skyggen i dagens varmeste timer går der ikke længe før Fika er brugt for i dag.

Vi finder nærmest straks en god lejrplads lidt oppe af fjeldet Turhovdsnuten, og slår teltet op imens solens stråler langsomt forsvinder bag fjeldet. Og beslutter samtidigt at korte turen ned, imens det stadig er sjovt for hund og mennesker.

 Dag 6 – Fra Tyrhovdnuten til Solheimstulen

Som sagt vælger vi for at skåne Fika at korte turen ned, det betyder at vi går de halvanden time til Solheimstulen, og så dropper at gå videre mod Tuva derfra.

Ved middagstid ankommer vi til Solheimstulen, hvor vi spiser middagsmad på DNT hytten og slår telt op på deres teltplads. Da depoterne er fyldt op, tømmer jeg rygsækken for unødige ting, og fylder i stedet en del snacks i, og begiver mig mod Tuva på egen hånd.

Denne sidste del af ruten er ikke så spændende, men det gælder også mest om at komme fremad. Og efter 30 km’s vandring når jeg frem til bilen samtidigt med at solen går ned.

Tilbage i Solheimstulen har Ane og Fika nydt fridagen, og Fika har allerede mere energi end da jeg forlod dem.

Mere info om vandring på Hardangervidda:

Hardangervidda Nationalpark er et udmærket sted at starte sin vandrekarriere, uanset om man er hund eller menneske. Ruterne er godt markerede, terrænet let fremkommeligt og der er gode muligheder for at vælge ruter af forskellig længde. Endeligt er der et udvalg af betjente hytter, så er man ikke til telt, er det muligt at gå fra hytte til hytte.

Et godt udgangspunkt er: Solheimstulen, hvor det norske turistforbund, DNT, har en betjent hytte hvor man både kan spise og sove, og hvorfra der udgår både dagsruter og længere ruter.

Om vandring med hund:

Vi havde hjemmefra købt en rygsæk til hunden (valget faldt på en fra ruffwear da den både var til at betale, af ordentlig kvalitet og kunne købes i Danmark), ikke så meget fordi vi ikke kunne slæbe hendes mad, men for at hun også skulle have en opgave undervejs.

Vi gik 4-7 timer om dagen, de første dage oplevede vi som beskrevet ingen problemer, men da det blev skyfrit og vi gik over 5 timer begyndte hunden at blive træt. Så i fremtiden holder vi os til dagsetaper på max 5 timer, ligesom vi vil indlægge “solpauser” midt på dagen hvor vi kravler i skygge i teltet.

Vores hund er rimeligt aktiv til dagligt, så vi gav samme mængde mad som vi plejer, og oveni det fik hun dagligt 60-70 g godbidder fordelt over dagen.