Efter mange års tilløb var det endeligt blevet tid til at prøve kræfter med vandring i Norge, og vi havde udset os området tæt på Geilo som det område hvor mine vandrestøvler skulle på deres første vandretur. Det viste sig at være et godt valg.

Turen startede langt bedre end jeg havde turde drømme om, da jeg efter en hel dags transport kunne lade mig sænke ned i et opvarmet hottub midt ude i skoven. En oplevelse der blev fulgt af rigelige mængder portvin og øl, så vi var ret møre da vi den næste dag kravlede ud af teltet og begyndte at snakke om hvor vi skulle vandre. Den oprindelige plan havde været at gå rundt om Hallingskarvet, men der lå stadig masser af sne selvom vi var midt i juli, så vi måtte lægge planerne om. Vi fandt en rute syd for Hallingskarvet som ville give udsigt til skiftevis Hadangervidda mod syd, og som nævnt Hallingskarvet mod nord. Vi var som sagt ikke helt friske, så vi hoppede i det stadig varme hottub og ventede på at de andre festdeltagere langsomt vågnede, hvorfor klokken var tre inden vi satte kursen mod Geilo og vandreturens start.

Jeg var totalt amatør, og havde godt nok arrangeret flere friluftsture, men aldrig været på vandretur, så det kunne virke lidt letsindigt at Ane gav mig ansvaret for at skaffe både telt og mad. Hun kom for resten direkte fra en 10 dages vandretur med en veninde, men var altså endnu ikke mæt af den norske natur.

På vandretur i Norge – de første skridt

Vi parkerede bilen, fordelte de ting vi skulle have med, og spændte så rygsækkene på ryggen og begav os af sted af sporet. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede, men at følge grusvejen hele vejen virkede meget rigtigt, så da Ane pludseligt drejede til højre og forsvandt imellem en række store sten stod jeg lidt undrende tilbage, inden jeg fik sagt: “Øhhh, er du sikker på at det er rigtigt?”. Hun forsikrede mig dog om at det var helt korrekt, og så lærte jeg stille og roligt at spotte markeringerne igennem skoven imens jeg prustende kæmpede mig op igennem det stejle terræn.

Når vi mødte vand stoppede vi og drak en kop eller to, inden vi fortsatte, og stille og roligt kom vi igennem skoven, og kom ud i fladere terræn. Vi havde ikke gået så længe da jeg fik min første store overraskelse, for pludseligt forsvandt den smalle sti ind under et stykke med sne. Sne! også i juli måned, jeg følte mig allerede langt væk fra civilisationen og de vante rammer. Til gengæld var udsigten også langt bedre end derhjemme, så flere gange måtte jeg stoppe op og nyde udsigten ud over fjeldet, og selvom Ane flere gange forsikrede mig at det kunne blive endnu bedre når vejret skiftede til det bedre, troede jeg ikke rigtigt på at det rent faktisk kunne blive flottere.

Efterhånden som vi nærmede os toppen af fjeldet blev vejret dårligere og dårligere, og vi begyndte så småt at se os om efter en lejrplads, og fandt et udmærket sted med udsigt mod Ustetind, en top som vi næste dag skulle over.

Vi fik slået teltet op, hentet vand og sat hyldebærsaft over gasblusset, og snart sad vi med vores tørre sokker i hver vores sovepose og nød aftensmaden imens varmen bredte sig i kroppen. Med varmen kom trætheden også, så snart lå vi begge i teltet og sov.

En storslået udsigt

Da jeg slog øjnene op den næste dag var solen allerede i gang med at varme teltet, så jeg slog hele siden op for at nyde udsigten, og hvilken udsigt. Skyerne var forsvundet og vi kunne nu se meget længere end dagen før og Ane havde ret da hun dagen før havde prøvet at overbevise mig om at Norge var endnu flottere i godt vejr.

Da jeg som tidligere nævnt stod for maden havde jeg sørget for flere overraskelser undervejs, og en af dem var koldskål, som vi spiste til morgenmad med Havrefras på, et luksusmåltid når men er på fjeldet. Så det var med god energi at vi tilbagelagde de sidste 45 minutter op til Ustetind, der med sine 1376 meter tilbyder en fantastisk udsigt over området i alle retninger. Efter en kort pause tvang den kolde blæst os til at fortsætte vandringen. Vi gik igennem landskaber der varierede fra flotte udsigter, til mere flade områder med dårligere udsyn, og hvor vi nogle gange måtte passe på for ikke at få våde fødder.

Overalt var der vådt, da der stadig lå en del sne, langsomt smeltede efterhånden som sommersolen fik bugt med den, og smeltevandet gjorde vandreruten til en ret våd oplevelse, selv i juli.

Overnatning i sol og blæst

Selvom solen skinnede fra en næsten skyfri himmel blæste der en kold og ret kraftig vind fra nord, så da det blev tid til at finde et sted at slå teltet op for natten spejdede vi opad af klippen for at finde et sted hvor vi kunne gøre os forhåbninger om at ligge i læ af klipperne.

Efter noget tid lykkedes det os at finde sådan et sted, ca hundrede meter over stien, og med et stykke til vand, men endnu engang med en fantastisk udsigt. Så imens jeg skiftede til de tørrer sokker glædede jeg mig endnu en gang over at være midt i den norske natur, og undrede mig over at det skulle tage så lang tid inden jeg fik taget mig sammen til at komme af sted.

Panik i soveposen

Jeg vågnede tidligt den næste morgen, og kom snart i tanke om at jeg ikke havde set eller mærket bilnøglerne siden første dagen. Havde jeg ikke puttet dem i bukserne? Jeg var næsten 100% sikker på at jeg lagde dem i lommen, men hvornår skulle de være hoppet ud? Mentalt gennemgik jeg de sidste ting jeg gjorde inden vi begyndte turen, men endte hele tiden ved at nøglerne burde være i min bukselomme, og der var de ikke. Jeg lå og blev det nervøs for hvor nøglerne var forsvundet hen, og jeg var da også dårligt ud af soveposen før jeg gennemgik hele tasken, men der var de heller ikke.

Ane havde heller ikke set dem, men mente at de muligvis sad nede i bilen. Men uanset hvad var der ikke så meget at gøre ved det, der var en lang dags vandring hvis vi gik tilbage, og to dage hvis vi fortsatte, så vi valgte at lade nøgler være nøgler, og fortsatte vandringen ned til søen Ørteren, hvor store isflager på vandet ledte tankerne hen imod Grønland.

I dette landskab tog det os ikke lang tid at blive enige om at lægge nogle ekstra kilometer til dagens rute, og gå den lange vej rundt om søen.

Den lange vej til toppen

Efter at have vandret i nogle timer begyndte trætheden at melde sig, og vi aftalte så småt at begynde at lede efter et sted at overnatte, men vi vidste også begge to, at jo længere vi gik inden vi slog lejr, jo mindre skulle vi gå den efterfølgende dag. En ting der ikke var helt uden betydning hvis vi skulle gå de ni km fra bilen og op til første lejrplads for at lede efter nøglen, også bagefter tage turen ned. Så selvom jeg efterhånden var så træt at jeg ikke ænsede naturen omkring mig, kløede vi på indtil vi begge var så udmattede at vi besluttede os at finde et sted indenfor fem minutter.

Så længe gik vi dog ikke før vi stødte på to unge nordmænd der kom den modsatte vej, og som kunne fortælle os at toppen kun var 10 minutter væk. 10 minutter, så kunne vi slå telt op med udsigt til Hallingskarvet. Opmuntrede af den nyhed fortsatte vi vandringen, men efter 30 minutter måtte vi indse at vi endnu ikke havde nået toppen. Lidt mere kunne vi dog godt klare, og til sidst nåede vi over toppen, en time efter vi i første omgang ville have slået lejr.

Det var med ekstra stor nydelse vi drak vores varme hyldebærsaft, og kartoffelmosen med soyakød til smagte som gourmet efter en ekstra lang dag i vandrestøvlerne.

Kurs mod Haugastøl

Fra vores telt kunne vi næsten se til målet, Haugastøl, en stor plet på kortet hvorfra vi håbede at få et lift tilbage til der hvor bilen var parkeret, og det tog os da heller ikke lang tid at tilbagelægge de få kilometer. Så kun en time efter vi har pakket lejren sammen kunne vi vandre ind i Haugastøl, der til trods for at det er en stor prik på kortet ikke er andet end en cykeludlejning, café, station og busholdeplads. Ikke den by jeg havde regnet med at finde, men sådan lærer man hver dag nyt når man er på vandretur.

Vi tankede op med en kop kaffe og en is, inden vi stillede os ud til vejen og stak tomlen i vejret. Der var en rimelig trafik, men desværre gik det meste i den forkerte retning, og de få biler der kommer vores vej, holder ind ved cykeludlejningen og kører ikke videre. Til sidst bliver vi dog samlet op af et ungt par, og står en halv time senere ved bilen. Jeg går en runde, men nøglerne sidder ikke i, og vi må altså op til vores første lejrplads for at se om de er hoppet ud da jeg smed mine bukser ud til tørre i solen.

Fra vandring til løb

Foran os lå 9 km i terræn, så vi smed taskerne fra os, og pakkede en regnjakke, lidt snacks og begav os så ud på ruten endnu engang, denne gang i noget højere tempo, da vandringen flere steder blev skiftet ud med løb. Og det tog os da også kun halvanden time at tilbagelægge den tur der havde taget os tre en halv time da vi tog den første gang.  Vi havde ikke ledt længe da jeg fandt nøglerne ligge lidt gemt af løvet, men heldigvis så synlige at jeg kunne se dem til trods for at jeg var i gang med at lede et helt andet sted.

Lettelsen var naturligvis enorm, og det var med højt humør vi begav os ned af stien igen. Vi kunne denne gang nyde udsigten ved at gå den anden vej, men selvom det var smukt, vil jeg ikke anbefale nogen at tabe deres bilnøgler på fjeldet. Heldigvis endte det hele godt, og jeg var straks klar på at se mere af Norge, for fire dages vandretur er slet ikke nok i forhold til landets skønhed.

Mere info om vandreture i Norge

På siden Ut.no finder du en masse informationer som kan være til god hjælp når du skal planlægge en tur til Norge, uanset om der er tale om vandreture som sommeren, eller vinterture på ski i fjeldet. Her er turforslag, kort, informationer om hytter med mere.

Derudover kan det være en fordel at være medlem af den norske turistforening hvis du ønsker at overnatte i hytter undervejs. Der er ca 100 kr’s rabat pr nat for medlemmer, så et medlemsskab kan hurtigt være tjent ind.