Siden jeg første gang kæmpede med Tolarpsfallets vandmasser har det trukket i mig for at komme tilbage, og gummibåden har jeg haft liggende i det sidste halvandet år. I år faldt påsken så tilpas tidligt til at vi turde tro på at der stadig var vand nok til en fornuftig omgang rafting inden sæsonen sluttede.

Vi kan høre vandfaldet længe før vi kan se det, og vi er ikke i tvivl om at der i hvert fald er vand i Lilleåen, men er der for meget? Vi beslutter os for at tjekke vandstanden inden vi slæber alt udstyret ned. Da jeg står på flodens bred går det igen op for mig hvor skræmmende vand kan være. Strømmen tordner af sted og kræfterne virker ustyrlige, ligesom bølgerne et par steder er mellem en halv og en hel meter høje.

Jeg overvejer et kort øjeblik hvad vi har kastet os ud i, men begynder derefter at lede efter målepunkter for vandstanden, og får efterhånden fundet flere beviser på at vandstanden er noget under sidste gang vi white water raftede her, og vi slæber derfor udstyret ned til floden, ligger våddragterne frem og pumper båden op. Da alt er klar skifter vejret fra fint solskin til hagl og temperaturen falder fra behageligt til koldt. Et uvejr som heldigvis hurtigt driver over, men solen kigger ikke frem mere den dag, så jeg priser mig lykkelig for at vi købte ekstra tykke våddragter til denne tur.

Den første tur ned af vandfaldet

Da vi er klar til afgang hopper Rune og jeg i båden, og hopper derved ud i vores andet rafting eventyr sammen. Her i båden forsvinder dagligdagens tankemylder, som erstattes af et fokus: Kom igennem ruten uden at kæntre. Sanserne skærpes, og belønningen for rigtige og forkerte beslutninger er øjeblikkelige i form af eufori når alt klapper, eller ærgrelse blandet med adrenalin når fiaskoen lurer.

Båden er noget mere livlig end de både vi sejlede i sidst, så selvom strømmen er noget mindre kæmper vi lidt med styringen. Vi rammer derfor den første stop-bølge frontalt, men kan ånde lettet op da båden efter at have krænget faretruende til siden genfinder den rette position i vandet. Til gengæld har vi glemt at ro imens båden krængede, så strømmen har taget os med hen i en “eddie” (strømvirvel udenfor hovedstrømmen som det kan være svært at komme ud af). Vi må derfor padle af fuld kraft for at komme tilbage i hovedstrømmen, hvilket også betyder at vi ikke kommer optimalt ind i strømmens sidste del. Alligevel lykkedes det os at ramme vandfaldet nogenlunde, dog lidt for langt til venstre, så på vej ned af det snurrer båden en halv omgang, og vi ender derfor med at komme ud af strømmen med bagenden først.
Men vi slap for en dukkert i det kolde vand, og har klaret første tur på vandet.

Tolarpsfallet besejretEn tur i bølgerne

Vi skifter ud i båden, og jeg stiller mig ved vandfaldet for at se Rune og Roland komme sejlende om lidt, men de når ikke særligt langt på deres første tur, for første stopbølge er ikke helt så eftergivende denne gang, som for lidt siden, så da de rammer den frontalt vælter vandet ind i båden, og langsomt tipper båden hele vejen rundt. Jeg ser båden og Roland blive skubbet ud af hovedstrømmen, imens Rune er mindre heldig, så skiftevis er han over og under vandet imens han kommer tættere og tættere på vandfaldet. De gange hvor han er lige ved at finde fodfæste fanger strømmen ham hurtigt igen. Jeg ser ham forsvinde ned af vandfaldet, hvorefter strømmen heldigvis aftager og lader ham finde fodfæste så han kan gå våd og rystet i land. Lilleåen har endnu engang vist at det ikke er alt vi bestemmer.

Jeg tager på ny plads i båden, og finder endnu engang mig selv med et eneste mål: kom igennem ruten uden at ende nede i den buldrende strøm. Vandsprøjtet som flere gange står ind over båden og pisker mod vores ansigter er både en vidunderlig gave der føles fantastisk, men også en påmindelse om hvad der venter hvis vi ikke er koncentrerede. Det er læring ved afprøvning, så jeg lægger en lidt anden rute denne gang, ligesom vi får mere styr på båden. Efterhånden som dagen skrider frem får vi styr på både teknik og den optimale rute, og Runes tur i “vaskemaskinen” bliver den eneste den dag.

Da vi har været i gang nogle timer gør vi så småt klar til at pakke sammen og finde vores couchsurfer, men inden vi pakker sammen tager vi et par ture med alle tre mand i båden. Vi har som sagt fået godt styr på ruten og teknik, og den ekstra mand i båden gør det noget nemmere at styre båden. På anden tur går det dog galt. Vi når hele vejen ned til vandfaldet uden problemer, men lige før vi er ude af vandfaldet går det galt, og båden fyldes med vand inden den tipper over på siden og sender os alle en tur under vandet.

Nu gennemblødte bliver vi enige om at det var dagens sidste tur.

Leg i det kolde vand

Dagen efter er der stadig is på vandpytterne da vi ankommer til stedet, så de våde våddragter trækker ikke ligefrem det store. Vandstanden er faldet ca 10 cm i forhold til dagen før, så det bliver en noget roligere dag, til gengæld får vi mulighed for at prøve kræfter med single-rafting hvor man er alene i båden. Hvis båden er svær at styre med to i, er det intet i forhold til når man sidder der alene, men det lykkedes mig alligevel at tage hele turen igennem strømmen uden at blive fanget af “eddier”, eller at grundstøde, så det er med et triumferende hyl at jeg tager turen igennem vandfaldet..

Roland i færd med at river rafteEfter nogle timers rafting er vi udmattede, og beslutter os for at det var rafting nok for denne gang. Men allerede da vi sidder i bilen på vej mod Halmstad begynder jeg at fantaserer om en ny tur til efteråret.

Indtil da kan du nyde filmen fra dette års tur:

Lad mig høre dine kommentar til artiklen.