Rafting i Sverige

0
8947

River rafting i 2 eller 3 mands både kan være grænseoverskridende, men også en fed måde at møde naturen på, da du her træffer dine egne beslutninger, og tager straffen hvis du gør noget forkert. Dette er fortællingen om min første oplevelser med rafting i Sverige.

Vel fremme ved den svenske å besigtiger intruktøren vandstand og vandmængde. Jeg kigger på det brusende vand og tænker: Fuck, det der ligner godt nok ikke noget vi skal ud og sejle i. Men rigtigt bange når jeg ikke at blive, kun bange for at der virkeligt er for meget vand, og at vi derfor har kørt de 5 kvarter fra Carstens sted, og herud bare for at vende om.

Efter at have gennemgået hele det stykke vi skal sejle på fortæller instrukrøren at vandmængden er indenfor det acceptable og at vi derfor godt kan sejle. Vi skal dog være forberedt på at vi vælter lige så mange gange som vi kommer igennem ruten, da der virkeligt er meget vand. Inden vi skal i bådene skal vi alle en tur i baljen, så vi får oplevelsen af at komme under vand i så strømfyldte omgivelser. Så en efter en skal vi ud og sidde i ”tungen”, det lille vandfald som vi skal igennem til sidst på vores tur, inden vi rammer stille vand, hvorfra vi kan gå i land. Mads melder sig som den første, og jeg gør mig klar efter ham. Jeg ser Mads ryge i vandet, glide ned af tungen og så er han væk, jeg tror vi alle holder vejret imens vi venter på at han kommer op til overfladen. Endelig! Der er han, hans blå hjelm kommer op til overfladen 15 meter fra der hvor vi så ham gå under, og han driver lidt med strømmen inden han får fodfæste og rejser sig op.

En båd på vej ned af elven
Turen ned af elven er ikke mere end 500 meter lang, til gengæld kan vi sejle den flere gange, og være sociale med de andre deltagere imellem sejladserne.

Jeg går over til instruktøren, klar til at det bliver min tur. Der hvor instruktøren står dele vandet sig i tre, et ret stort fald helt til venstre, et lidt mindre fald midt i, og endeligt der hvor vi skal ned til højre, hvor klippen er mere som en rutchebane end de fald der venter hvis man skulle ramme de andre huller. Strømmen er stærk, og da jeg træder ud i vandet mister jeg straks balancen, jeg er på den forkerte side af der hvor vandet dele sig, så jeg holder godt fast i klippen og får trillet mig over på den rigtige side. Giver slip og lader vandet fange mig. Hvad var det instruktøren sagde? Benene frem, og hovedet bagud, og følg strømmen. Men uanset hvad jeg gør bestemmer vandet hvilken vej jeg vender. Jeg kommer ned for enden af tungen, og ryger straks under vandet. Jeg prøver instinktivt at søge mod overfladen, men det føles mest som en tur i vaskemaskinen og jeg ved ikke rigtigt hvad der er op og ned. Pludseligt får jeg igen luft i ansigtet. Jeg vender mig mod instruktøren og rejser min knyttede højrehånd som tegn på at jeg er okay. Jeg prøver at få fodfæste, men selvom vandet kun går mig til midt på lårene tager strømmen mig med videre.  Jeg prøver at få fat i de sten/klippestykker der stikker op af vandet, men misser de første to. Endeligt ved den 3 får jeg fat. Derfra stenen ser jeg en del af de andre komme i vandet. Et par stykker når ikke over den første stærke strøm, og kommer derfor ned af den forkerte strøm, de får et fald, men alle klarer det, og kommer senere stærkt igen ved at komme over i hovedstrømmen i 2. forsøg.

Bådende vi skal sejle i er trepersoners både, så i modsætning til det rafting man oftest prøver når man er ude at rejse, hvor man sidder 8 mand i en gummibåd, er der her inden instruktør med i båden, og alle beslutninger træffes af de tre mand i båden.

Til min første tur har jeg sørget for at komme i båd med min rigtigt gode ven Rune. Jeg er glad for at skulle arbejde sammen med Rune her på den første tur, vi har meget samme gemyt, og arbejder godt sammen. Ud over Rune har jeg Merete med i båden, en glad pige fra parallelklassen. Vi får hurtigt fordelt rollerne i båden, Rune sidder forrest, jeg bagerst, og Merete i midten. Som bagerste mand er det mig som skal dirigere de andre.

Vi tager båden på skulderen og går ned langs vandet, de andre går længere, men vi er dovne og sætter bådene i ved det første vand vi ser. Vores plan er klar: at ro på tværs af strømmen og over til klippen til højre, der skal vi ifølge instruktøren lægge os for at undgå at blive fanget i de to ”eddier” der er inden tungen, der slutter turen. Eddierne er hvirvlstrømme der holder dig på stedet, og hvorfra det tager ret meget arbejde at komme tilbage i hovedstrømmen og videre ned af elven.

Min river rafting debut

Vi når ikke langt ud før strømmen tager fat i båden, og snart vender vi baglæns, uden at være nærheden af klippen til højre. Alligevel kommer vi forbi første eddie, vi når at få vendt båden rundt, men vender snart igen den forkerte vej, vi kommer baglæns forbi de andre forhindringer og rammer tungen, det lille vandfald imens vi stadig kigger den forkerte vej i forhold til sejlretningen. Nu er det snart om at holde vejret tænker jeg på vej baglæns ned af vandfaldet og vandet står ind over siderne på båden. Pludseligt holder vandet op med at stå ind over båden, og alle tre i båden udbryder i et jubelråb! Vi gjorde det sku!, vi klarede vores første omgang rafting den uden at komme i vandet.

En båd fyldes med vand
Tre mand på vej ned af tungen. Selvom båden fyldes med vand, er det farligste overstået når først man er nået så langt.

Vi kæmper lidt med at ro mod land, og må til sidst hoppe i vandet og trække båden, men snart får vi tømt båden for vand og er i gang med at slæbe den igennem skoven til endnu en tur. Denne gang går vi lidt længere ned langs vandet, så vi kan nå over i den rigtige side inden strømmen for alvor tager fat. Vi bytter pladser i båden og er klar til endnu en tur, denne gang kommer vi igennem med snuden først, men rammer en eddie undervejs. Vi finder pludseligt os selv siddende ret stille imens vi ser på hovedstrømmen der farer forbi. Nu skal der ros det bedste vi kan for at kæmpe os tilbage i hovedstrømmen, og efter et par forsøg lykkedes det. Snart er vi igen på vej ned af på vej ned af tungen, og øjeblikket efter hører man igen sejrsbrølet fra båden som fortæller alle områdets elge at vi heller ikke denne gang røg i baljen.

Sådan tager vi et par ture mere, til alle har prøvet alle pladser, og ikke en eneste gang ryger vi i vandet. Selvom vi må indrømme at vandet bestemmer mindst lige så meget som vi gør, og at vi ikke altid har held med at undgå de kedelige eddier. En enkelt gang må vi ligefrem forlade båden før tid, da vi er på vej ned af et af de forkerte fald, og derfor stoppes af instruktøren. Som tiden går begynder vi at mærke at vi bliver bedre gang for gang.

Mod på meget mere river rafting

Jeg nyder at prøve kræfter med rafting. Det indeholder rigtigt mange spændende elementer, herunder teamwork, hurtig beslutningstagning, en hvis grad af tilfældighed og at man lærer igennem afprøvning. Vi ved at der er farer for at ryge i vandet, om end den viser sig en del mindre end Lars havde forudsagt, og det er en lille sejr hver gang man kommer hele vejen igennem ruten. Det er som at få stillet en opgave der aldrig helt er den samme, og som man så sammen, og for sig selv løser. Endvidere er man tæt på naturen og nogle gange er man heldig at have tid til at nyde det.

Efter de 4 ture sammen med Rune og Merete begynder vi at skifte besætninger, og jeg melder mig straks til en anden båd. Snart byder alle nye besætningsmedlemmer ind med nye ideer til hvordan man bedst kommer ned igennem elven, uden at ryge i vandet, alle har åbenbart gjort deres egne, ikke helt ens erfaringer. Alligevel lykkedes det os at komme igennem flere ture, med forskellige besætningssammensætninger uden at få en dukkert. Langsomt bliver folk kolde og trætte, og maden bliver pakket ud imens jeg gør klar til dagens sidste tur. Jeg glæder mig til at komme i land til bacon, leverpostej og nutella, også selvom jeg ikke rigtigt er sulten. Jeg hopper i en båd sammen med Rune og en anden, og vi padler ud med alle dagens erfaringer om bord. Jeg har efterhånden udviklet en lidt autonom teknik hvor jeg fra bagerste plads i båden styrer retningen ved at ro enten med eller imod strømmen, så jeg hopper i bagerst.

Fra rafting til svømning

Vi kommer godt over til højre og går lige netop fri af klippen, men min styringsteknik fejler ved næste udfordring, og vi rammer en stopbølge sidelæns. Jeg når kun lige at tænke ”Lort!”, så sidder bådens venstre side godt nede i vandet, og højresiden er på vej hen over hovedet på os. Pludseligt forsvinder lyden af den brusende elv, for kort efter at vende tilbage da jeg igen får hovedet oven vande. Pagajen holder jeg stadig fat i,  da det kan spare os en længere tur ud efter den længere nede af strømmen. Men ellers køre alt andet på instinkterne. Jeg prøver at svømme indtil jeg kommer i tanke om at vi skal have benene fremad og hovedet bagud så hovedet er beskyttet for de hårde slag mod klipperne. Jeg styrer lige imod båden, og jeg når at tænke at kommer jeg ind under den, så vil den holde mig under vandet, og øge chancen for at drukne. Jeg rammer båden, men får kæmpet mig forbi den. Snart får jeg fast grund under fødderne. Jeg er stoppet ca 2 meter fra tungen, og er så småt ved at finde fodfæste. Jeg kigger over på instruktøren, og leder efter en vej op på klippen, da strømmen slår benene væk under mig og igen fanges af strømmen. Låret banker mod klippen et par gange, men ellers er det værste manglen på kontrol, her er det vandet der bestemmer! Man må finde sig i at redningsvesten holder dig i overfladen og vandet udstikker kursen.

Jeg kommer godt ned af vandfaldet, det var slet ikke så vildt denne gang. Så bliver alt igen stille da jeg igen befinder mig med hovedet under vandet. Jeg slipper grebet om pagajen, den kan jeg ikke lige holde styr på nu. Jeg synes jeg er længe under vand, og prøver at søge opad, selvom jeg ikke helt ved hvad retning det er.

Både på vej ned af elven... Det er Rafting.
Der var forskel på hvor langt folk kom. Nogle kom helskinnede igennem, andre måtte kravle i land på klipperne, før de prøvede en tur mere.

Endeligt spytter vandet mig igen op til overfladen, og jeg ser tilbage til stedet hvor jeg røg under. Jeg er blevet trukket ret langt under vand. Og hvor er den fandens pagaj? Jeg ser Runes gule pagaj til højre for mig, og lidt efter min egen 10 meter til venstre for mig. Jeg prøver at komme hen til min egen pagaj inden den fortsætter længere ned af strømmen, imens jeg i en blanding af adrenalin, stress og forskrækkelse snapper efter vejret. Jeg bander lidt for mig selv imens jeg halvt gående, halvt drivende følger strøm men hen imod min pagaj. Den skide strøm, og de skide sten tænker jeg, imens jeg kæmper med fodfæstet. Jeg kigger mig tilbage og ser Rune give mig okay tegnet, ”for pokker, det havde jeg helt glemt” tænker jeg og giver både Rune og instruktøren tegnet på at jeg er okay. Jeg havde kun min pagaj i hovedet, og havde glemt alt om at vise okay tegn.

På pagajjagt i den svenske å

Hundrede meter efter vandfaldet får jeg overhalet min pagaj og holder mig fast til en sten imens jeg venter på den glider hen til mig. Haps! Og jeg har den. Runes kan jeg stadig se, den er nu helt over ved modsatte kant lidt længere nede af elven. Jeg går på land og traver et stykker inden jeg krydser henover elven efter den. Inden jeg når over har den lagt sig helt til ro inde ved klippe kanten, så nu skal jeg bare over uden at drive for langt ned af strømmen. Over på den anden side jeg kæmpe mig mod strømmen op mod pagajen. Strømmen så kraftig at jeg bevæger mig frem ved at tage solidt fat i klippekanterne også trække mig frem i armene men jeg får fat i pagajen, og prøver at svømme på tværs i enarmet brystsvømning, hvilket jeg må anse som umuligt, men heldigvis kommer jeg snart hen på så lavt vand at jeg kan kravle sidelæns over elven og op på kanten igen.

Først nu slapper jeg rigtigt af igen, og jeg kan nu føle oplevelsen varme i kroppen. Det var et rigtigt eventyr det her. Det jeg lige havde været igennem føltes som en oplevelse man ikke få så tit, og selvom det aldrig blev rigtigt farligt, nåede både krop og hjerne at blive mere fokuseret end hvad jeg normalt kan præstere.

Så det var med et smil på læben, og en pagaj i hver hånd at jeg gik de 500 meter hen til basen for at klæ om og få lidt middagsmad.

Da vi lidt senere sidder i bilen er jeg godt træt, og prøver at sove lidt inden næste udfordring venter. Men hold op en fed udfordring, og jeg vender helt sikkert tilbage til Sverige for mere rafting senere.

Mod på mere? så find flere oplevelser i sydsverige lige her.

Mere info om river rafting i Sverige

Vi var afsted med en underviser fra pædagagoguddannelsen i Odense som samtidigt fungerede som rafting instruktør. Egen instruktør er den eneste mulighed for at prøve rafting i Sydsverige, men er man til brusende vand og udfordringer er white water kajak et brugbart alternativt. Det danske firma FarOur tilbyder weekendkurser i white water kajak 150 km øst for Malmø. Besøg FarOut.dk’s hjemmeside

En række tidligere raftingsteder er blevet lavet til naturreservater så der ikke længere kan udbydes kurser i rafting på disse lokationer, dette synes at have stoppe udbuddet af kommerciel rafting i Sydsverige. Længere nordpå er det dog muligt ikke bare at finde udbydere af river rafting, men at finde nogle af Europas bedste steder til river rafting, så selvom det er langt fra København er det køreturen værd hvis du er på jagt efter gode river rafting oplevelser.

Sveriges bedste sted til river rafting er efter sigende Västerdalälven, og her finder man firmaet Vesterdala Fors & Äventyr som hjælper turister med at få stillet deres lyst efter adrenalinoplevelser. Du kan læse mere på firmaets hjemmeside: Verdala Fors & Äventyr

Tæt på Åre findes der også både flere firmaer og flere forskellige steder hvor river rafting er muligt, derved kan man som kunde selv vælge sværhedsgraden når man bestiller sin rafting oplevelse. To af firmaerne med base i Åre finder du herunder.

JoPe – Friluftsfirma med base i Åre

Åre Sleddog – Et andet friluftsfirma med base i Åre