Inden vi tager hjem fra Sverige skal vi prøve kræfter med en 15 meter høje pæl, som man ikke bare skal klatre op til toppen af. Nej, man skal helt op og stå på toppen af den. Noget der kræver både vilje, selvkontrol og balance.

Pæleklatring er ikke for alle,til gengæld får man lov til at føle sig som en fandens karl hvis først man klarer det…

Både krop og hjerne udfordres i forsøget på at komme helt til tops på pælen.

Jeg har gået lidt rundt og øvet mig i at rejse mig fra hug og op på et ben, da jeg regner med at det gør det lidt lettere på toppen, at vide at det er muligt. Første mand er Mads, som hurtigt klatre op af pælen, og snart står oppe på toppen. Pælen giver sig en del i toppen, men han klarer det perfekt, og kommer ned igen. Imens han klatre nedad prøver jeg at samle tankerne om hvad der venter.
Snart står Mads på jorden, og jeg får monteret ishockeyhjelmen med gitter som skal sikre mit ansigt i tilfælde af et fald, jeg bliver bundet ind i rebet, og holder godt øje med at hun binder knobet rigtigt, jeg stoler på sikkerhedsgrejet hvis bare det er monteret rigtigt.

Pælen er ikke svær at klatre på, for i modsætning til på klatrevægge, kan man på denne pæl få armene rundt om pælen, og man skal derfor bare koncentrere sig om at få fødderne med op ad på de greb der sidder nogenlunde ensartet deropad. En enkelt gang glidder jeg og bliver fanget af sikringsrebet, men ellers går det stille og roligt deropad uden at kigge ned. Da jeg når 10-11 meter op begynder kroppen alligevel at fortælle mig at den er et sted den ikke bør være, vejrtrækningen bliver hurtigere, hjertet slår hurtigt og jeg holder mere krampagtigt fast i alle greb jeg finder. Jeg bander indvendigt, for hvis det allerede nu begynder at blive svært, hvor svært bliver det så ikke når jeg når toppen.  Jeg får ikke rigtigt styr på kroppen men klatre alligevel videre, og får snart kæmpet mig på maven på toppen af pælen. Imens jeg ligger her ser jeg sikringsrebet blive slapt, imens instruktøren flytter det over så det et fæstnet i selve pælen. Jeg mærker hvordan jeg langsomt falder bagover, og laver en note til mig selv om at jeg skal have snakket med dem om sikkerheden i det de gør lige der, men lige nu er der ikke andet at gøre end at holde fast, alt jeg har lært, og det er som om at lige så snart jeg igen ser at rebet er stramt, stopper følelsen af at falde bagover.

Den hårde kamp på toppen

Jeg får kæmpet mig op at sidde på toppen af pælen, har en fod på et greb i hver side og en hånd foran og bag mig. Jeg får at vide at jeg skal have ro på min krop, lukker øjnene og fokusere på vejrtrækningen, det hjælper ikke, åbner øjnene og fokuserer på noget langt væk, lukker øjnene igen, intet hjælper så jeg melder til jorden at jeg er klar, det bliver alligevel ikke bedre.
Jeg har set hvordan Mads kom op at stå lige før mig, så jeg ved hvad der skal ske. Jeg følge guideningen fra jorden, stræk benene, op med numsen, hold fast i pælen med hænderne, få venstre fod op. Venstre fod op? Det højre greb føles på ingen måde sikkert nok til at jeg kan balancere der med hele min vægt, alligevel lykkedes det at få venstre fod op, så mangler højre fod bare. Jeg tror ikke på det, mit venstre ben vil ikke være nok til at holde balancen hvis jeg strækker det nu. Selvom jeg har øvet mig på jorden tror jeg absolut ikke på det. Pælen svejer også mere end jeg forestillede mig.

Heroppe er hjernen et kaos der kæmper for kontrol…

Nu skal det være! tænker jeg, et forsøg, så må jeg falde eller komme op og stå. Jeg strækker så hurtigt jeg kan venstre ben, og snart har højre fod fundet fodfæste ved siden af min venstre på toppen af pælen. Mine arme kommer ud til siden, for at hjælpe med at holde balancen. Mine ben ryster, ikke bare lidt, men rigtigt meget, og pælen følger med dem. Jeg er på ingen måde i kontrol. Og jeg kan ikke genvinde kontrollen, mine ben lever sit eget liv, og jeg er sikker på at jeg falder i næste sekund. Heroppe føles det som om at pælen bevæger sig godt 20 cm til siderne, og med mindre jeg får kontrol over benene bliver det vist en kort fornøjelse.

Der kommer en melding fra jorden jeg ikke hører og ber om at få den gentaget, og så. Arg! Jeg råber imens kroppen endeligt mister balancen og jeg ryger forover ned af pælen. Jeg rammer pælen med ryggen, og glæder mig over de 4 lag tøj jeg har på. Det gjorde ikke ondt, og jeg når ikke at blive bange. Jeg havde det faktisk bedre i faldet end på toppen af pælen. Deroppe var jeg bange, bange og uden kontrol over mine ben. Nu hænger jeg her og har helt styr på kroppen, så jeg klatre langsomt nedad indtil det punkt hvor de kan firer mig det sidste stykke. Jeg gjorde det sku! Det kan godt være jeg faldt, men jeg overvandt frygten og stillede mig op på pælen!

Nede igen

”Det der er sku ikke sjovt, og jeg kan ikke se hvad det giver mig” siger jeg til Rune der står klar med en krammer.  Men som dagen går varmer jeg mig alligevel ved tanken om mig stående øverst på en 15 meter pæl, hvis man kan komme derop, er der vist ikke meget man ikke kan.

Mere information

Karsten Yde fra Svensk kanoferie var den første til at tilbyde denne slags klatring i Sverige, og han er en hyggelig mand, der gerne tager imod gæster iført morgenkåbe hvis man kommer i løbet af formiddagen. Han er fyldt med historier fra hans mange rejser rundt verden, og hans sted er en god base for friluftsaktiviteter i det sydsvenske. Læs mere om hvilke aktiviteter han kan tilbyde på: Svensk kanoferies hjemmeside.

Der findes også flere danske udbydere af pæleklatring, blandt andet en 35 meter høj pæl udenfor Ry, her skal man dog ikke op og stå på toppen. Læs mere på: klatremast.dk/

2 COMMENTS

  1. […] Der er flere steder i landet der findes klatrepæle, så prøv at google dig frem til en nær dig, men er du fra Silkeborgegnen kan du glæde dig over at have Danmarks højeste klatrepæl i baghaven, på hele 35 m!: Læs mere på: http://www.klatremast.dk. Selv har jeg et par gange prøvet kræfter med Svensk kanoferies klatrepæl i Sydsverige, og det kan du læse om her: Højdeskræk og andre udfordringer på klatremasten. […]

Lad mig høre dine kommentar til artiklen.