Sverige byder på masser af gode muligheder for at komme ud at klatre på klipper, også selvom du kun har en weekend til det. Sjællændere kan klatre ved Kullen, og jyderne kan kaste sig over klatring ved Göteborg. Derfor tog vi færgen over vandet og udfordrede den svenske granit i en weekend.

Det er kun tre uger siden jeg var her sidst, men nu står jeg her allerede igen. Min hjerne prøver at overbevise kroppen om at fødderne nok skal blive stående i de små fordybninger i klippen, imens jeg flytter hænderne længere op i sprækken over mig. Hjertet pumper og jeg sanser ikke hvor langt jeg er kommet eller hvor langt der er ned, jeg fokusere bare på at blive stående, og finde de skide greb til hænderne så jeg kan komme videre op mod toppen.

Dette er klippeklatring, og i modsætning til klatrehallerne jeg kender fra Danmark, er der her ikke farverige greb som er nemme at se, og nemme at kende fra hinanden. Her gælder det om at læse klippen og begynde at stole på at selv små fordybninger og fremspring giver det rette greb eller friktion til at man kan blive hængende på væggen. Da jeg var her for tre uger siden, som en del af en oplevelsesweekend i Sydsverige, var det mit første rigtige møde med klippeklatring, og allerede inden vi var nået hjem fra den tur var vi klar til at tage tilbage for at klatre noget mere.

Klatreparadis lige udenfor Göteborg

Udsigten fra FikahyldenDerfor befinder vi os endnu engang i Aspen ca 30 minutter øst for Göteborg, her er der masser af forskelligartede klatreruter, en fantastisk udsigt over Aspen sø og gode muligheder for at nybegyndere kan få lidt succesoplevelser med hjem. Da vi har en nybegynder med er det sidste ikke uvæsentligt. Ruterne på den del af klippen vi besøger i dag er slap, dvs. de hælder svagt indad, hvilket gør dem til mentale udfordringer mere end fysiske, for hjernen skal flere gange overtales til at den godt kan give slip med hænderne, og stole på at fødderne bliver stående. Ofte kan man dårlige nok se de små buler på klippen som man kan stå på, men når først tåspidsen er placeret korrekt er det bare at stole på at friktionen er der. Det samme gælder med hænderne, som dagen skrider frem lærer jeg hvordan mindre og mindre huller, kanter og fordybninger kan bruges som hjælp på vejen mod toppen. Det er fedt på den måde at mærke hvordan man bliver bedre i løbet af få timer.

Da vi har været i gang i seks timer er vi ved at være sultne, og der skal jo også være lidt energi til den næste dag, så vi pakker sammen, handler ind og køre til Bokedalens naturreservat og finder et par shelters. Det skal jo ikke være hårdt arbejde det hele, så vi slæber øl, rensdyr-kød og anden forkælelse med og nyder en god portion chili con carne inden vi kravler i soveposerne og sover.

Nerver og arme der dunker

Efter en omgang pandekager og en morgenkaffe finder vi tilbage til Aspen, og prøver denne gang kræfter med nogle længere ruter, og i modsætning til i går har disse sektioner med en smule overhæng (sektioner der skråner udad), så i dag skal der bruges flere muskler. Til gengæld er en del steder med bedre greb end i går. Jeg åbner første rute, og sætter sikringerne undervejs. Det går strygende det første stykke, men da jeg nærmer mig toppen og der bliver længere imellem sikringspunkterne begynder nerverne at melde sig. Det er ikke sjovt at være tre meter over sidste sikringspunkt, for så venter der et fald på 6 meter inden rebet begynder at fange mig i tilfælde af at jeg skulle smutte på klippen. Selvom jeg har øvet det en del gange har jeg ikke vænnet mig til det endnu, men lige nu er der kun et at gøre: fortsæt turen mod toppen. Efter nogle nervepirrende minutter på den sidste del af ruten kan jeg endeligt klippe rebet ind i topankeret  og lade mig fire ned mod jorden igen. Ved at lade rebet hænge er de efterfølgende klatrere nu sikret fra toppen af klippen og får derfor kun et meget lille fald hvis de smutter undervejs på ruten.

Klatring ved Aspen - SverigePuha, man kan mærke at ruten er noget længere end i går, for underarmene begynder så småt at løbe tør for kræfter på den sidste del af ruten, og man skal undervejs tænke på at spare mest muligt på kræfterne så man kan komme helt til tops. Især hvis man ligesom mig ikke har fået brugt så meget tid i klatreklubben i månederne op til turen.

Da alle mand har været op af dagens første væg venter turens længste ruter, og stadig med lidt overhæng. Til gengæld har den ene fået tre stjerner i klatre-føreren, så den skulle være specielt sjov at klatre.

Presset til det yderste

Ruten starter ud med et overhæng, med få gode muligheder til fødderne, så armene kommer virkeligt på arbejde og da jeg er fire meter over jorden springer sveden fra min pande og overarmene dunker. Jeg er åbner igen ruten, så jeg skal sætte sikringerne undervejs, og ved at jeg ikke skal bruge for lang tid på at komme opad hvis der skal være energi til de sidste meter. Ruten byder på masser af gode greb, og det går hurtigt deropad. Med en tredjedel igen bliver det igen en både mental og fysisk udfordring, for nu  er der fire meter imellem sikringerne, og jeg kan ikke lade være med at tænke på det otte meter fald der venter mig hvis jeg kikser den næste bevægelse. Bedre bliver det ikke af at min venstre arm nu er så brugt at jeg ikke kan bruge den til andet end de bedste greb, og slet ikke til at trække mig op med.

Med tre sikringer igen er jeg tæt på færdig. Når jeg har sat en sikring beder jeg min sikringsmakker om at stramme rebet så jeg kan slippe klippen med hænderne og slappe lidt af inden det næste stykke. Med to sikringer tilbage begynder jeg at råbe når jeg skal trække mig op i den tro at det hjælper.

Jeg ved godt at hvis jeg bare koncentrere mig om fødderne så er det ikke nært så hårdt at klatre, men jeg er brugt, og tror ikke rigtigt på at fødderne kan bære mig. Bedre bliver det ikke af at mine ben til tider ryster under mig i en blanding af træthed og nervøsitet. Så på den sidste del af ruten kommer armene på overarbejde, for op det skal jeg. Jeg ved at hvis jeg ikke får sat rebet i topankeret så klatre min kæreste op og gør det, og selvom jeg ved hun er en bedre klatre end mig er jeg endnu ikke klar til den ydmygelse.

Endeligt! Jeg er oppe, jeg kan sætte mine karabiner og rebet fast til topankeret og kan lade mig fire ned til jorden. Mine underarme dunker og jeg er helt brugt, jeg er færdig. I hvert fald for den næste time. Og da vi skal nå en færge hjem betyder det at jeg også er færdig for denne gang. Men fedt var det at prøve kræfter med de mere fysiske ruter, og igen glæder jeg mig allerede til at komme tilbage.

Undervejs fik vi filmet en smule, og det kom der denne lille stille og rolige film ud af.

Mere info om klatring i Sverige

Mange sjællændere kører til Kullen og klatrer da der her er masser af ruter og kort transporttid. Men bor du ligesom os i Jylland, så er Göteborg en oplagt mulighed. Der er masser af forskellige klatreområder, og med færgen Frederikshavn-Göteborg kan tage over i weekenden og stadig få meget klatring ud af det.

Vi klatrede som sagt i området “Aspen”, hvor vi startede ud på “Fika hylden” og dagen efter prøvede kræfter med “Ameratto” og “Nalle Puh”. Både “Fika hylden” og “Nalle Puh” kan i den grad anbefales hvis du er til ruter i sværhedsgraden 5-6 stykker.

Information om ruterne finder du i biblen indenfor klatring ved Gøteborg: Klättring i Göteborg med omnejd. Den kan enten købes hos klatrebutikker i Göteborg eller bestilles direkte hos forfatteren hvis du er ude i god tid.

Er du nybegynder og gerne vil i gang med klatring, så aflæg en af de mange danske klatreklubber et besøg. Du kan finde mere info her: Dansk klatreforbund

Lad mig høre dine kommentar til artiklen.