Huleudforskning i Balsberg Grotten

0
3732

Lidt nord for Kristianstad lokker Balsberg grotten med Skånes største grotte, der består af ikke mindre end 290 meter gange og sale. Så da vi alligevel var i nærheden slog vi naturligvis vejen forbi.

Det første der mødte os  da vi kom ind af porten (aflåst, så husk at få nøglen. Se mere herom senere) er en stor sal, ca 35 meter lang og med højt til loftet. Et imponerende sted hvor kalken på gulv og loft er med til at give en helt anden oplevelse end de klippehuler vi normalt besøger her i Sverige.

Vi undersøger salen og finder flere mulige veje videre, da der til næsten alle sider er en eller flere små gange som vi ikke kan se hvor ender. Et par af dem står dog under vand, så dem vælger vi hurtigt fra, og står derfor tilbage med tre muligheder for videre udforskning.

Klaustrofobi i kalk-land

Rune i den snævre hulegang

Vi vælger dem mest lovende gang, som desværre også er ret lav og snæver, så vi må ned på maven og langsomt møve os frem imens vores tøj hurtigt svines til af kalket. Rune fører an, heldigvis, for bagved kæmper jeg lidt med modet da det ikke lige er mig at  bevæge mig igennem så snævre rum, uden at vide hvad der venter os. Langsomt men sikkert får vi møvet os de 15-20 meter igennem gangen og det er noget af en overraskelse da vi pludseligt igen står midt i en stor sal, godt nok mindre end den første, men stadigvæk stor nok til at imponere.

Nu får vi igen en del gange at vælge imellem, da der også her stikker gange ud i forskellige retninger, og vi undersøger dem en af gangen.

De fleste viser sig dog at stå under vand, hvorfor vi ender med to mulige veje vi skal undersøge. Den ene afskriver vi ret hurtigt, da den bliver for snæver til at vi kan komme videre. Det efterlader os med en sidste mulighed for at komme videre.

Løse sten og forvirring

Jeg ved ikke hvad det er ved denne hule, men jeg er mere nervøs end jeg plejer, og savner allerede dagslyset, men Rune er opsat på at finde ud af hvor langt vi kan komme, så vi undersøger den sidste mulighed. Op ad en stor sten står en vakkelvorn stige, som antyder at man kan komme videre af den vej, så Rune kravler op af stigen imens jeg stabiliserer den. Over stenen er det svært at se om der er mulighed for at komme videre, men Rune tvivler på at det er muligt, ligesom en stor sten der kun er holdt fast af kalkvæggen hænger truende over vores hoveder og også gør Rune nervøs.

Rune inde i Balsberg Grotten

Vi må derfor kravle tilbage til den første sal, og derfra afprøve at par  af de andre muligheder. Det føles godt at kravle tilbage mod kendt territorie, og jeg har overskud til at nyde vættelysene og forsteningerne som gemmer sig i kalkvæggene i den snævre gang tilbage.

“Rigtig” huleudforskning

På den anden side af salen finder vi en anden lovende gang, den er lidt smallere, til gengæld er den så høj at vi kan stå oprejse, og selvom der flere steder ligger vand, kan vi med lidt klatreegenskaber undgå våde sko. Pludseligt føles det hele lidt mere som det plejer, vi kan stå op, skal som sagt have fat i lidt klatreevner og jeg føler mig derfor mere på hjemmebane. Det her føles mere som den huleudforskning jeg er vant til. Vi når dog ikke mere end et par meter ind før gangen snævre ind, og der kommer noget mere vand, så vi tvivler på at vi kan komme videre af den gang, og vender om.

Huleudforskning i Sydsverige

Vi går en ekstra omgang i hulen for at tjekke om vi skulle have overset en gang et sted, men det tyder på at vi har fundet dem alle sammen, så vi kan vende tilbage til skoven og sollyset og vende snuden mod Danmark.

Info om huleudforskning i Balsberg grotten

På grund af ynglende flagermus er grotten lukket fra den 15. oktober til den 15. april, men resten af året kan nøglen til hulen hentes på godskontoret ved Råbelöfs Gods (tlf: 044 – 75440) på hverdage imellem 8 og 16.

Ruten til hulen er markeret fra parkeringspladsen ved Balsberg. Find eventuelt mere info her: Kristianstad turistsforening eller kort over hulen og billeder derfra (nogle af gangene på kortet stod under vand da vi var der)