Dette er min personlige beretning fra Burning Man 2010, som i første omgang blev skrevet til venner og familie. Den er skrevet kort efter hjemkomsten og er derfor lidt rodet da mange tanker trængte sig på umiddelbart efter turen til Burning Man. Jeg var alene af sted hvilket betød at jeg mødte en masse mennesker undervejs, og nogle af dem støder du på i denne dagbog. Jeg havde et analog kamera med, men havde så travlt med at opleve at jeg kun sjældent havde det med mig rundt på festivallen, derfor er der ikke så mange billeder, men en del tekst. God læselyst.

Mandag – første dag på Burning Man

Vækkeuret rinder klokken fem, og så er det ellers op og afsted mod Dennys til amerikansk morgenmad inden turen går mod ørkenen.

Vejen til Burning ManUdsigten var storslået lige så snart jeg kom ud af Reno. Det er rigtigt prærie land, hold da op hvor er det smukt!

I den sidste time mod Black Rock City hvor Burning Man foregår begyndte der at være lidt trafik. Det klumpede lidt da RV’erne (mobilhome på størrelse med et mindre dansk sommerhus) ikke køre helt op til det tilladte.

Da vi drejer af landevejen og ind i ørkenen er fartgrænsen 10 mph, for ikke at forvandle det hele til et støvhelvede. Det går godt, lav sigtbarhed men det går fremad, også BUM! KØ.

6 stive timer i kø blev det til. Første time gik meget godt, så en time hvor jeg fortrød at jeg havde drukket 1 liter cola, og 1½ liter vand, så en time hvor jeg render og leder efter rv’er med et toilet og så en halv time hvor jeg leder efter andre løsninger. Til sidst må jeg finde et par poser frem i bagagerummet, og tis-posen er dermed opfundet.

Ankommer til Black Rock City

Da jeg langt om længe kører igennem gaten bliver jeg spurgt om jeg har været der før, da jeg svarer nej bliver jeg gennet ud af bilen, bedt om at rulle mig i støvet så jeg ikke er så ren, og skal så ringe på jomfruklokken, giver den et ordentligt slag, hvilket udløse et gigantisk kling fra klokken. Se evt. hvordan det foregår i denne lille video

Endeligt fremme! Kører til de adresser jeg havde fået af Nautron, en gut jeg mødte i lufthavnen som havde været på Burning Man et par gange. Jeg kan ikke finde hverken hvide telte, eller et flag med deres navn, for selvom festivallen først lige er startet fylder den allerede et enormt område.

Jeg begynder slå telt op, det blæser op, og snart er der sandstorm. Allerede inden jeg har fået oversejlet op er alt er dækket af sand, madras, sovepose, proviant… alt. Jeg når lige at få oversejlet på inden regnen kommer, og heldigvis for der kommer meget af det. Så jeg kravler i tørvejr, men prøver efter 20 minutter at kravle ud iført min nye regnjakke, men sandet er blevet til ler og bukserne er gennemblødte efter bare 2 minutter så jeg kravler tilbage i tørvejr.

Mit telt på Burning Man 2010Efter regnen kravler jeg ud og møder min nye nabo, Wakan som ankom lige som regnen begyndte. Jeg får sat pløkker i og ser så en enorm dobbelt regnbue.

Wakan er en glad dreng, der heller ikke har været her før. Han møder mig med en krammer og vi snakker lidt. Han slår en ret seriøs lejr op med køkken, skygge, telt og gulvtæppe, og vi er begge sikre på at det kun er et spørgsmål om tid før hele vores ”adresse” er fyldt med folk.

Jeg pakker det sidste ud, kigger ind i mit telt hvor alt er dækket af sand, gider ikke engang prøve at rydde det op. Fuck! Gas og gasbrænder passer ikke sammen, spurgte ellers inden jeg købte det. Kan ikke varme mad, så tilbage er to pakke grovtoast, en bøtte honning, sukker, og havregryn. Det bliver en lang uge…

På opdagelse på Burning Man

Hopper på cyklen og tager min første tur rundt på festivallen. Hvilket sted! Der er liv alle steder, kunsten er nyskabene og enorm. Jeg får set manden som vi senere skal brænde, er forbi templet hvor folk har skrevet hilsner til deres afdøde eller skrevet råd om livet, ser den kæmpe statue af en kvinde. Der er nogen som har sat to telefonbokse op som er forbundet med hinanden, nogle eksperimentere med at få folk op at flyve ved hjælp af vejrballoner med helium.

Burning Man - Helium elevatorenStedet summer af kreativitet, glade mennesker, åbenhed og respekt og man bliver glad og opstemt bare af at være her.

Der bygges stadig, både på kunsten og i de forskellige lejre.

Jeg tager hjem og får aftensmad. Havregryn med sukker, efterfulgt af en pepsi max  som drikkes af spisekaret, så jeg slipper for at vaske op. På den måde kan jeg bare tørre den af når jeg er færdig, og skal så ikke bekymre mig om hvor jeg skal gøre af det beskidte vand.

Jeg skifter til varmere tøj, for da solen gik ned klokken halv otte faldt temperaturen fra et par af tredive grader til ca 10.

Stedet er helt helt anderledes om natten! Der er ild alle steder, musik og gang i den. Flere gange i minuttet lyses hele området op af et kunstværk eller en art car som skyder op til 10 meter høje flammestråler op i luften.

Jeg cykler lidt rundt i lejrområdet og på alle gader er der flere steder hvor der spilles op til fest. Omfanget af denne fest er imponerende, der er nok mere end 100 spillesteder i gang på sådan en aften. Dertil kommer alle kunstbilerne hvor flere af dem er busser med indbygget disko.

Jeg tager i center camp cafeen, og ser musik, hører blandt andet That Danmed Band, som efterlader mig i tvivl om de er pirater, irere, stive countrymusikkere eller hvad, men det er i hvert fald godt.

Da de er færdige med at spille (hvert band har ca 30 minutter på scenen i center camp) tager jeg hjem da jeg er fuldstændigt smadret. Hjemme kigger jeg på uret og det viser kun halv elleve, men det har været en lang dag, så jeg napper lidt mere havregryn, drikker lidt juice for at få tømt flasken (havde købt en flaske juice da flere folk på nettet havde anbefalet at man købte en god flaske at tisse i om natten hvis man ikke gider i tøjet og ud og finde et festivaltoilet), og kravler så i seng. Godt smadret.

Dag 2 på Burning Man

Starter dagen med pandekager hos Pancake Playhouse, der er en lejr der tilbyder gratis amerikanske pandekager til de morgenfriske hver dag. Kører derefter til center camp hvor der står et kunstværk man kan kravle op i. De første 4-5 meter kravles udenpå skulpturen til man når et hul hvor man kan kravle ind i skulpuren. Derfra er der vel ca 3 meter op til udsigtpladsen øverst. Jeg træder ud og rammes straks af: av for søren, det er ikke så rart det her. Platformen er lavet så der ikke er massivt gulv, og jeg ser direkte ned på den under mig. Det tager lige lidt tid at vænne sig til, men derefter kan jeg nyde udsigten.

Udkigstårn på Burning Man”Udsigtstårnet” var populært og der var næsten altid mennesker oppe i toppen.

Så cyklet jeg rundt og ser på lejre, til middag kommer jeg forbi et sted hvor de har stegt spegepølse til middagsmad (lidt som en dansk toast, bare bedre), de tilbyder whiskey til, men det er lige tidligt nok… Men lækkert, to gange gratis mad på en dag.

Hjemme møder jeg Wakan og vi tager sammen til lejren Deviant Playground, hvor de har dildofægtning på menuen. Vi ankommer lidt tidligt så kan nå en omgang på deres kænguru stylter inden de er klar til dildofægtning. Dildofægtning viser sig at være håndtaget fra et legetøjs lyssværd. Hvorpå der er monteret 40 cm dildo af meget blødt gummi og det gælder så om at ramme den anden på balden.

Jeg er stadig ”høj” over stemningen, folks venlighed og folks åbenhed, men kæmper samtidigt med min egen generthed. Af alle jeg har snakket med er det vist kun naboerne hvor jeg har taget kontakten.

Min mor har syet en kilt til mig med tegneseriemotiver på, og jeg får god respons. Mange roser det fine arbejde min mor har lavet, og de griner ikke mindre når de hører at det er mor der har været i gang.

På vej hjem fra dildo fægtning kommer jeg forbi ”human carwash” hvor man kan blive vasket fra top til tå af i alt 20 mennesker på sin vej igennem ”bilvasken”. Jeg overvejer om det skal være løsningen når jeg engang begynder at lugte, for deres mission om at få øget nærværet imellem mennesker uden at der er noget sexuelt i det virker jo inspirerende. Jeg finder dog aldrig helt modet til at kaste mig ud i det.

Telefonboks på Burning ManHjemme møder jeg vores nye naboer, den ene en rigtig redneck med hockeyhår kender skam godt Danmark, vi laver sådan noget godt heavy musik siger han. Os og finnerne er de bedste siger han, og nævner så kun finske bands. De kommer alle i RV’er og snart er jeg omringet af disse, men har fået mere selskab. Den ene i selskabet har været med siden 1996, og fortæller om at de dengang havde drive by skydebaner hvor de kørte rundt med 100 km i timen på playaen og skød til måls efter skydeskiver med automatvåben. Det hele er blevet lidt mere kedeligt siden dengang påstår han. (Du kan se en video fra den gang på youtube: Drive by Shooting Range på Burning Man)

Med sig har disse gamle gutter og tøser tre unge som de samlede op på en tankstation på vejen. Jeg møder Lars og Ali som to af dem hedder og vi napper et par af mine lunke billigøl, samme med WakanEfter at have samlet Lars, Ali og Leslie op vendte RV’ens chauffør sig om og sagde: “I må ryge hvad som helt i denne bus… bare ikke tobak”, så er linjen lagt.

Da jeg første gang møder naboen med hockey hår byder han på pirat drik. Da jeg ikke har et glas finder han et old school cocktailglas frem, det er alt sammen godt til det viser sig at piratdrik er Captain Morgan og Kahlua… og ikke rigtigt andet. Det smager stærkt, ubehageligt og som noget der slår, så efter et enkelt glas takker jeg nej til mere, og fortæller at jeg hellere drikker øl… uanset deres temperatur på denne tid af dagen er på mindst 25 grader. Varm øl kan man hurtigt lærer at drikke.

Aften nummer to i Black Rock City

Wakan og jeg cyklede ud og så os omkring. Vi kørte over til en stak ”art cars” (biler som har fået kompensation til at køre på Playaen, fordi der er kunstværker), vi høre en der ved at hælde noget eksplosivt ind i et lille rør og antænde det lyder lidt som en kanon. Cykler tæt på for at se nærmere på det, og kører derfra halv døve. Der går vist ca 40 minutter inden min hørelse er tilbage på fuldt blus. Vi kører især rundt og ser på alt det ild der bliver skudt ud forskellige steder.

Derefter cykler vi til Thunderdome, en stor dome bygget af metalstænger og ligner noget fra Mad Max. Vi klatrede et par meter op i den og fik en god udsigt til nattens kampe. Denne aften var det dem som byggede hele infrastrukturen der skulle kæmpe. De melder sig i par, og bliver så spædt op i nogle store elastikker, får nogle skumgummisværd og går så løs på hinanden. Til tider så det ganske seriøst ud, som da to tøser gik på hinanden og den ene ikke havde andet en en halv trusse tilbage da de var færdige, men så snart de kom ud af grejet snavede de hinanden i gulvet, så helt sure på hinanden kan de ikke være. Så også en far og søn match hvor faren tog sejren.

Der var godt gang i den, men efter halvanden time havde vi fået nok. Wakan cyklede hjem og jeg fandt et sted hvor de spillede god musik fra 80’erne. Selvom der ikke rigtigt er gang i den, finder jeg luftguitaren frem og giver den maksimalt gas til AC/DC og lignende. Pludseligt skifter de AC/DC, Bon Jovi og andet af det gode luftguitar musik ud med David Bowie og den slags, så jeg fortsatte til et sted med hård teckno men fik hurtigt nok og cyklede hjem i seng. Manner de diskoteker de har herude, scenen er optimal til at få gang i en rigtig seriøs fest, men musikken er ikke lige mig. Men jeg er alligevel imponeret over størrelsen, designet og lyden.

Inden jeg går i seng når jeg at opleve 198 led pærer der er bundet op i en diamantform på en ca 4 meter høj pæl. Jeg er betaget af hvordan en computer laver forskellige mønstre og farver. Jeg ser nogle ligge under og ligger mig også med hovedet under den, og det er en ret syret oplevelse, det er som om dråber i forskellige farver drypper ned på en. Så kører det hele rundt, og øjeblikket efter sker noget helt andet. Pigen ved siden af mig rækker mig så noget der ligne 3d briller, men viser sig at være briller med kaleidoskobeffekt… Fuck det er syret. Pludseligt foregår det hele helt nede i fjæset på mig, og jeg har ingen anelse om hvor længe jeg ligger der og bare er betaget af synes, men det er så syret og samtidigt afslappende oplevelse at der nok går noget tid inden jeg rækker brillerne videre til en anden og rejser mig med en rigtig glad følelse da jeg hører modtageren udbryde: wooooooow. Jeg ved nøjagtigt hvordan han har det, pludseligt blev det hele en helt anden oplevelse, en oplevelse der er ny for alle der ikke er på stoffer… og sikkert også for folk på stoffer.

Onsdag – Tredje dag i Black Rock City

Globus i Black Rock CityStarter dagen med at tage over i lejren Vinland og få æbleskiver! Yes! Æbleskiver, som de i programmet præsentere som danske pandekager, og det er nemt at lokke Wakan med derover. Vi møder Sunshine fra CaNAda (som han prøver at overbevise os om at det udtales deroppe nordpå) og to tøser  og hygger med dem imens vi venter på vores to æbleskiver. Ingen i lejren er danskere, men der er et par amerikanere der er tosset med norske ting, og de var derfor så stødt på æbleskiver.

Efter tre dages søgen lykkedes det mig via computerne i center camp info at finde en adresse på Nautron. Finder deres lejr. Vi snakker lidt, og han invitere mig med til rød fest, og senere på natten hvid fest (fester hvor man skal have en bestemt farve tøj på for at komme ind). Han byder på en drink af vodka og noget juice.

Han spørger om jeg har c-vitamin tabletter, for ellers vil han give nogle, de er gode herude i ørkenen siger han. Jeg har allerede.

Da han går i bad cykler jeg mod center camp for at finde lidt skygge men lover at komme forbi igen, det når jeg dog aldrig, da jeg kommer til at bruge så meget tid sammen med Walkan og Lars i de sidste dage, men gæstfriheden har været enorm hos Nautron. Tænk sig at invitere en fremmed ind i ens lejr efter bare 1 time sammen i lufthavnen.

I center camp hørte jeg Amber Lee Baker der imponerede mig så meget at jeg lovede at hjælpe hende med at finde nogle jobs i Danmark når hun næste år tournere Europa. Hun har et suverænt nærvær når hun er på scenen, og hendes stemme er jeg ret vild med.

Fik også set på en stak rigtigt dejlige tøser. Inde i midten af center camp er der et ledigt areal som bruges af jonglører, holahop-tøser og crystal ball jonglører. Der brugte jeg flere timer i løbet af mit burning man på bare at sidde og være betaget af folks evner. Især tøserne kunne fange mig, der er noget over tøser som er så gode til det de gør, som disse tøser er. Se evt. lidt eksempler på hvad de laver i videoen herover. Det er simpelthen så imponerende hvad de kan, og imens står de så lige og fører samtaler med dem som kommer forbi, lære fra sig, eller lærer nye tricks.

Og nu vi er ved det mænd og damer på Burning Man. Alle steder man ser er der bare bryster, nøgne mænd, dejlige tøser i meget lidt tøj, men der er ingen porno over det, herude er det helt normalt, og ikke noget man kigger efter. Det er en del af alt det skønne miljø hvor der er kunst alle steder, hvor folk respektere og elsker hinanden, også selvom man først lige har mødt dem.

Det er ikke unormalt at blive mødt af et kram når man præsentere sig for folk, at man får en gave hvis folk har sat pris på en samtale med en, ja selv deres stoffer vil folk dele med en ganske gratis (der måtte jeg dog takke pænt nej). Så snart man mødte folk behandlede man dem som venner. Gamle som unge snakker med en, og de husker alle at introducere en for hvem de ellers møder. At Rasmus så er et meget svært navn for amerikanere må jeg nok have rettet til næste gang også bare kalde mig Denmark.

På vej hjem fra cafeen for at fylde vand på flaskerne, bliver jeg mødt af en ældre fyr der snakker lystigt, roser kilten, roser min LEGO halskæde med mere, og det går mægtigt indtil hans rigtigt gode ven også møder op, og det viser sig at de begge er bøsser og meget gerne vil have mig over i deres lejr hvor de giver gode råd til at springe ud. Det er jo sådan set i orden, og genere mig ikke før den ene siger at de gerne giver mig et par råd.

Er presset på energien, og er ved at være lidt træt af havregryn med vand og sukker, og toast med honning. Temperaturen er steget og varmen tapper kræfter, jeg har kaloriefri cola med, og skulle nok have taget noget med mere energi i, for det er svært at nå 3000 kcal om dagen med vand, havregryn og brød.

Aftensmaden er jeg heldig med, da jeg kommer forbi en lejr hvor de servere kinesisk til alle, og det er nok det bedste kinesisk jeg har fået nogensinde. Ved ikke om det skyldes at det er rigtig aftensmad efter nogle dage uden, eller om det skyldes at nudler og grøntsager koges i øl.

Om aftenen cykler jeg ud til Metropolis, en by langt væk, vel nok ca 3 kilometer ude. En lang tur når man cykler på sand. Derude kan man komme op i den ene bygning og se det hele fra 17 meters højde, men det er også alt der er. Snakker med en englænder der har været med til at bygge byen der består af tomme skaller af spånplader. Han fortæller at de er 20 mand fra England og Australien der har bygget det hele på ca 20 dage. Og at det hele sprænges og brændes fredag nat. Derefter cykler jeg så langt væk fra lyset som muligt og sætter mig og ser på stjerner. Det er helt vildt, det er som at have en kuppel hele vejen omkring sig. Stjernerne starter under en fingerbredde over horisonten og fylder alt over og omkring en når man kigger ud mod mørket. Det er helt anderledes end at se på stjerner i Danmark.

Anden halvdel af dagbogen følger i løbet af marts.

Lad mig høre dine kommentar til artiklen.