”Hop så langt ud som du kan, og sigt lidt mod venstre… så skal det nok gå”. Jeg ved ikke om instruktørens ord skal berolige mig, eller om de bare skal få mig ned ude brækkede lemmer. Jeg ved dog at der er ti meter ned til vandet under mig, og at jeg ikke kan se det da det midt om natten. Jeg i Skotland for at prøve kræfter med canyoning.
Rejsen ud i canyon-land startede tilbage i 2008, da en kort notits i Opdag Verden forklarede konceptet bag canyoning, aktiviteten hvor man bevæger sig igennem kløfter ved hjælp af rappelling, svømning, hop, vandring og naturlige vandrutsjebaner. Der skulle dog gå 3 år inden Aron Ralstons bog ”Et umuligt valg” fik vækket drømmen i live igen, og fik mig til at begive mig ned i de første kløfter. Jeg har sammen med kæresten udforsket canyons på både Sardinien og omkring Rom, men dette er første gang hvor jeg prøver kræfter med action udgaven af canyoning hvor udspring, svævebaner og stærke vandfald er på menuen.
Og nu står jeg altså på toppen af et vandfald i Skotland, omgivet af nattens mørke, og kun instruktørernes instruktioner at rette mig efter. Jeg hopper, og mærker suset i maven imens jeg falder mod vandet i frit fald. Jeg rammer vandet med armene langs siden, og kommer langt ned i vandet, men da jeg igen kommer op til overfladen er det med glæde og adrenalin pumpende rundt i kroppen. Det her er vildere end hvad jeg hidtil har prøvet, men ikke kedeligere. Naturen fylder lidt mindre, og man kommer tættere på ens grænser når man hopper ud fra 10 meters højde. Andre steder lader vi gribe af strømmen og skydes med vandet ud over de mindre vandfald ligesom ruten også byder på en svævebane. Alt sammen udfordringer der presser mine grænser, men samtidigt ved jeg at instruktørerne kun har os med fordi det er sikkert, og så er der jo kun en vej og det er ned. Her i mørket er der dog ikke andet end den forangåendes knæklys på hjelmen til at vise hvilken ved der er den korrekte vej ned, lygter er forbeholdt instruktørerne, og de få lygter de har med er sjældent tændt. Efter halvanden times mentale og fysiske udfordringer slutter ruten, og vi går i samlet flok tilbage til “basen”, kontoret for Vertical Decents aktiviteter i Skotland.
Dagen efter er vi på den igen, denne gang i dagslys, hvilket gør alting meget nemmere. Både vand og udspring virker nu mindre skræmmende da vi nu kan se hvad der venter, og så hjælper det sikkert også at vi ved at vi har prøvet det hele i går. For selvom kløften er ny, er mange af teknikkerne de samme. Dagslyset giver os samtidigt mulighed for at nyde den flotte natur i kløften og det lader til at folk har mere overskud til at tale sammen og hygge i dag. Dagens kløft slutter med et hop fra op til 12 meters højde, en udfordring for de fleste, men alle kom sikkert igennem det.
På sidste dagen af vores canyoning tur til Skotland var der igen plads til at nyde naturen, da vi gik igennem en canyon hvor de fleste udfordringer primært lå først på ruten, og derefter gav plads og ro til at nyde naturen på den sidste del af ruten.
Canyoning er altså en aktivitet som kan nydes på mange forskellige måder, med fokus på natur, samarbejde, udfordringer eller adrenalinjagt. Flere firmaer tilbyder ture der tilpasses kundernes ønsker, og hvor man f.eks. kan blive firet ned i stedet for at hoppe.
Så måske skal du give det et forsøg hvis du er udemenneske. Der findes firmaer der tilbyder canyoning i de fleste europæiske lande hvor der findes bjerge og kløfter. Så hop på google, og se hvad du kan finde, eller hop ind forbi Canyoning.dk og læs mere, både om sporten og beretninger fra mine ture igennem kløfter.
