Selvom aprilvejret viste sig fra den værste side, med sne og kulde, blev det til nogle gode og lærerige dage, da jeg drog til Skotland for at lære canyoning fra bunden af.

Jeg har allerede dyrket canyoning i 10 forskellige kløfter på egen hånd, så man kan roligt sige at det var på høje tid at jeg fik taget et kursus i canyoning, og kurset i Skotland passede både til min tidsplan og min pengepung. Derfor lokkede jeg mine venner lidt, og sådan gik det til at vi var fire mand fra Danmark som sidste weekend i april kunne drage til mod Fort Williams for at deltage i UK Canyoning Guides’ kursus i Technical Canyoning.

Vi startede ud med en formiddag med teori, hvor fordele og ulemper ved forskellige rappelleteknikker, ankertyper og hop blev gennemgået, og da vi nåede til middag var de første mange sider af notesblokken fyldt med teknikker og værktøjer. Da kløfter byder på mange forskellige udfordringer kræver det kendskab til en række forskellige teknikker, før man kan træffe de bedste valg i de forskellige situationer, og det blev til mange gode diskussioner om fordele, ulemper og erfaringer undervejs i undervisningen. Efter undervisningen gennemgik vi udstyr, inden vi kørte mod Inchree, hvor kursets første canyon ventede.

I den første kløft

Jeg har tidligere besøgt Inchree i mørke, så det var uden de store sommerfugle i maven jeg fulgte gruppen op mod dagens første udfordring. Vi startede forsigtigt ud med et 1 meter hop, hvorefter vi delte op i mindre grupper, og roterede imellem 3 forskellige øvelser:  et korrekt opsat rappel, et forkert opsat rappel og en lang tobogan (et ret fladt vandfald som ved rette vandmængder kan bruges som vandrutsjebane) rigget til med reb. Især den anden station var en udfordring, da man både skulle kæmpe med alt for meget reb og en prusikknude inden man var fri af rebet og kunne svømme videre til næste station. Den lange tobogan bød på hårdt arbejde, da vandet trak i rebet med stor kraft, så man måtte lægge kræfterne i for at fodre 8-tallet, imens vandet hamrede mod ryggen.

Canyoning kursusDa alle havde været igennem alle tre udfordringer, gik vi videre til at træne hop på både dybt og lavt vand, og snart følte jeg at jeg havde godt styr på det med at hoppe. Min ny vundne selvtillid omkring hop blev dog snart på en prøve da jeg pludseligt befandt mig på en sten midt i et vandfald hvorfra jeg skulle foretage et 6-7 meter hop. Jeg havde prøvet at forberede mig på forhånd, og gennemgået hoppets fire faser, men da jeg stod på stenen og så ned på vandet forsvandt den opsparede beslutsomhed og jeg nåede at spørge mig selv: “Hvad f…. laver jeg her”, inden jeg indså at den eneste vej fremad var nedad. Jeg har aldrig været fan af hop fra højder over en meter, så det gav et sug i maven da jeg trådte væk fra stenen og pludseligt hang i luften.  Da jeg ramte vandet efter et veludført hop nåede jeg at tænke: “Det var jo ikke så slemt”, inden instruktøren viste os hen til næste hop i samme størrelse. Dagen sluttede med et 8-10 meter hop, og jeg nåede aldrig at blive fan af dem, så når jeg selv er af sted tror jeg bare at jeg rappeller i stedet for.

Dag to på canyoning kursus

Da to startede med teori omkring hvordan man rigger et rappel til, efterfulgt af øvelser hvor vi trænede at rigge det hele til, samt gennemgik procedurerne, så de sad på rygraden inden vi begav os mod dagens kløft.

På dag to skulle vi mere på banen, da vi blev delt i et dansk og et britisk hold, og vi så skulle hver gruppe ellers begive sig igennem kløften, ved hjælp af de lærte teknikker. Vi skiftedes i den danske gruppe til at rigge reb til, og til at komme med ideer til hvordan de forskellige udfordringer undervejs kunne løses. Instruktørerne kom løbende med alternative løsningsforslag, men lod os ellers i høj grad gøre vores egne erfaringer.

Undervejs på turen igennem Ben Nevis Canyon begyndte det at sne, og vandet var koldt, så vi gjorde hvad vi kunne for at holde et så højt tempo som muligt, så vi kunne komme tilbage i varmen. Det tog noget af glæden, men ikke så meget at vi ikke havde det sjovt undervejs… Og hvem kunne også vide at det ville sne i den sidste uge i april.

Vi nåede alle at prøve de forskellige roller der er i sådan en canyoning-gruppe, og vi fik prøvet forskellige anker-typer, og spotting metoder af inden vi var igennem kløften. Især var det interessant at prøve hvordan en mand der er rigtigt placeret kan udgøre anker for resten af gruppen, hvis teknikken ellers er i orden.

Efter 3 timer i kløften klaprede tænderne og vores hoveder var fuld af viden der skulle bundfælde sig, så vi havde masser at snakke om da vi danskere fandt en pub hvor vi kunne gennemgå kursets anden dag.

canyoningkursus2Mere sne og seriøs canyoning i Grey Mears Tail

På sidste dagen startede vi igen ud med teori, denne gang om hvordan man forbereder sig til en specifik kløft, og forholdsregler omkring flash floods med mere. Derefter skulle vi ud og vise hvad vi havde lært, for på denne kursets sidste dag ville instruktørerne træde endnu mere i baggrunden, og primært holde øje med om vi gjorde det hele rigtigt, imens vi begav os igennem kløften: Grey Mears Tail, som slutter af med et 100 meter rappel.

Vi var efterhånden ved at have styr på det hele i gruppen, og fremgangsmåden var indøvet: Når vi kom til et vandfald diskuterede vi om det kunne hoppes, glides eller om det skulle rappelles. Faldt valget på det sidste ledte vi efter et anker og riggede til, og valgte vi et af de to første hjalp vi en mand ned så han kunne tjekke om vores valg var sikkert nok, eller om vi måtte ty til rappellet.

Vi prøvede også kræfter med guidet rappel, hvor et reb er spændt ud og leder en væk fra en forhindring (f.eks. et vandfald med farlig strøm i bunden). Igen kom sneen, denne gang så kraftigt at det lignede den jule-sne alle drømmer om at opleve i timerne op til juleaften, men denne gang var den ikke helt så velkommen. Heldigvis var der ikke langt igen, for efter to rappels ventede de sidste 100 meter vandfald, og så var vi igennem kløften. Vi blev firet de 100 meter ned, da dette er en del sikrere end at rappelle selv, og dermed var kurset slut. Vi havde en kort afrunding, fik diplomer og snakkede lidt om hvad vi ville bruge vores nye evner til, inden vi hoppede i bilen of satte snuden mod Edinburgh.

Kort om canyoning kurset hos UK Canyoning Guides

Kort fortalt er det begynderkurset, hvor man lære de basale teknikker som man har brug for når man bevæger sig igennem lettere canyons. Det forventes at man har styr på de allermest basale færdigheder som rappelling, knob og det at bevæge sig i en kløft. Er man helt ny kan man tilmelde sig et for-kursus som forløber over to dage inden kurset. Jeg anbefaler at man tager notater undervejs, for der bliver gennemgået rigtigt meget information på ret kort tid, så det er ikke det hele man husker.

Tre dage er lidt kort tid til at nå at få styr på det hele, men man når at gennemgå en masse forskellige teknikker, og er noterne i orden kan man øve sig videre derhjemme. Er man til aktiviteter med action vil man som mig nok føle kurset mere som en række sjove dage, end som et egentligt kursus, for fokus er primært på det praktiske, og man bruger derfor en masse tid i kløfterne i færd med at lave canyoning.

Prisen for Technical Canyoning kurset var 275 pund, og derudover betalte vi 60 pund for leje af udstyr. Oveni det kom udgifter til mad, billeje, overnatning og fly, og vi betalte i alt ca 5.000 kr danske kroner pr mand for de 5 dage vi var afsted. Det er vist en okay pris for et canyoning kursus.

Besøg: UK canyoning guides for mere info og dette kursus eller kig forbi den danske side om canyoning og bliv inspireret. Vil du have et længere kursus anbefales IcoPro canyoneer lvl 1-2-3 kurset, der koster lidt mere, men også byder på hele 11 dages undervisning.

Lad mig høre dine kommentar til artiklen.