Boulderklatring er en fin måde at komme i gang med klatring da kravene til udstyr er små og der er masser af socialt samvær. Derudover ligger klipperne kun 2½ times kørsel fra København hvis du vil prøve sporten ude i naturen. Jeg tog i 2012 med Odense Boulderklubs begynderhold på en weekendtur til Kjugekull og prøvede kræfter med boulderklatring på klipper.

Mine muskler spænder alt hvad de kan, og mine fingre kæmper desperat for at fastholde grebet i den minimale sprække, alligevel glider mine fingre, og jeg ryger af klippen. Klippens ru overflade river i mine fingre som sandpapir da fingrene glider, og underarmene fortæller mig at de lige har været på overarbejde, så jeg sætter mig lidt. Både for at samle kræfter til et nyt forsøg, og for at evaluere hvad der gik galt.

BoulderingJeg har klatret i Odense Boulderklub i et års tid on/off inden turen, og syntes jo egentligt at jeg var ved at få rimeligt styr på både fysikken og teknikken, men at klatre på klipper er noget helt andet end de farverige greb på klubbens kunstige vægge. Klipperne her på Kjugekull river i fingrene når man glider af klippen, og mange af de små fordybninger og huller man skal gribe i for at komme op på boulderen synes en del mindre end deres plaststøbte modstykker.

Til gengæld er det fedt at være ude i naturen, under åben himmel, og at klatre uden andet grej end mine klatresko og en af klubbens crashpads (madras som tager det værste af faldet når man falder af stenen). Man kommer aldrig voldsomt højt op i bouldering, så reb bruges ikke, og afstanden fra den der klatre til dem der ser på er ikke større end at alle kan komme med råd og tilråb.

Med os på turen har vi guiden over boulderproblemer på Kjugekull, hvor vi kan se sværhedsgraderne på de forskellige ruter som klatrere før os har fundet og skrevet ned, det er nemlig ikke helt ligegyldigt fra hvilken side stenen klatres, hvis man gerne vil have udfordringer undervejs, og netop udfordringen er det som gør boulderklatring sjovt. Mange af stenene kan jo nemt bestiges fra bagsiden, men det er der ikke meget sjov ved. På førstedagen lykkedes det mig ikke at fuldfører et eneste problem, men det ændre sig heldigvis som weekenden skrider frem.

Bouldering på KjugekullDet er blevet lørdag morgen og vi har kastet os over et nyt problem. Foran os står en boulder (stor sten) som er 3-4 meter høj i den ende hvor vi står. Jeg sætter mig ned på madrassen (de fleste problemer starter fra sidende), og leder efter et sted at få fat. Da jeg er første mand er der endnu ikke nogle kalkmærker der afslører hvor det er let at få fat. Jeg finder to gode greb og letter kroppen fra madrassen, og finder næste greb. Fødderne finder små revner og sprækker hvorfra de kan hjælpe med greb, og med højre hånd får jeg fat i en kant, jeg flytter venstre hånd på ved siden af højre og har nu godt fat med hænderne. Jeg løfter kroppen lidt så fødderne mister deres greb i klippen, og svinger venstre ben op så hælen også støtter på en kant. Fra denne stilling burde det være muligt at hive mig op, men min hjerne ikke helt enig. Jeg ser for mig at bevægelsen mislykkes og turen ned af den ru klippe. I stedet for at hive mig helt op trækker jeg mig lidt op med arme og ben, og kan derfra flytte venstre arm længere ind på klippen, og derefter rive mig op så jeg ligger som en halvdød fladfisk ovenpå stenen. Det var ikke flot, ja faktisk ved jeg slet ikke om sidste del tæller som klatring, men jeg kom til tops, og kan forsøge at få bedre styr på sidste del i næste forsøg

Klatring foregår lige så meget i hovedet som i kroppen, og som weekenden skrider frem får jeg bedre og bedre styr på nerverne, og får klatret et par problemer langt mere elegant end dette første forsøg. Helt styr på det får jeg dog aldrig, det vil vist kræve mere end et ugentligt besøg i boulderklubben, og sandsynligvis også lidt seriøs træning derhjemme…

Det lykkedes mig også at få skudt lidt video undervejs. Nyd dem herunder, eller se vores oversigt over oplevelser i Sverige:


Lad mig høre dine kommentar til artiklen.